Thomas Sørensen stiller op for Konservative til KV21

Thomas Sørensen stiller op for Konservative til KV21
Profilbillede
dato

Blå Bog

47-årige Thomas Sørensen stiller op for Konservative til kommunalvalget i Silkeborg Kommune. Thomas flyttede hertil i 1997 for at lære til lærer. Efter seminaret købte han hus i Vindeslev og i dag bor han i Silkeborg by.

Hvad betyder din opstillingskommune for dig?
Jeg har boet længere her end den landsby, jeg voksede op i. Kommunen betyder utrolig meget for mig. Jeg har benyttet mig af de grønne områder, vores område indeholder. På Grauballe skole fangede vi vandinsekter i Gudenåen og besteg Troldhøj. Da jeg boede i Vinderslev gik vi ture på den grønne ring i Kjellerup. Jeg har været til Søfestival ved Hinge sø. Mine bedsteforældre inviterede ofte mig og pigerne ud på en tur med veteranbanen i Vrads. Når vejret er godt, går jeg turen rundt om Bølling sø med hunden. Så jeg har været det meste rundt. For mig er det naturen der trækker og så selvfølgelig alle de mennesker, jeg kender.

Hvorfor stiller du op til kommunalvalg 2021?
Jeg sætter en ære i at engagere mig. Kaste mig over noget og fordybe mig. Vi har altid, så længe jeg kan huske tilbage, diskuteret politik hen over middagsbordet. Så det ligger egentlig lidt i blodet. Det er i grunden underligt, jeg først er kommet så sent ind i politik, når det nu optager mig, i den grad det gør. Men nu står jeg her, og så tager jeg den derfra.

Hvad er dine politiske mærkesager?
Som skolelærer ligger folkeskolen mig selvfølgelig meget nær. Jeg synes vi bør kunne gøre det bedre. Så det vil jeg forsøge at gøre mit til.
Folkeskolens faglige niveau skal have et stort løft, så eleverne oplever at få en tilsvarende uddannelse, der kan bruges i deres videre liv. Vi har alt for mange elever, der ikke få de karakterer, der kræves for at komme videre. Det skal ændres.
Som speciallærer føler jeg med de elever og deres forældre, når de ikke får den optimale skolegang. Vi skal have ændret i tildelingsmodellen, så det ikke bliver økonomi, der styrer elevens skoletilbud.

Det er svært, at begænse sig. Byens udvikling er også en mærkesag for mig. Jeg synes vi skal byde folk velkommen i kommunen. Der er mulighed for at flere kan få del i det gode familieliv, vi kan tilbyde. Det skal vi ikke bremse, men tilskynde. Så er det op til byrådet at skabe de faciliter, der skal til i det rigtige tempo. Jeg har ikke noget måltal for hvor stor vores kommune skal være, og jeg synes heller ikke, det giver den store mening. Jeg vil meget hellere se på, hvad der gør vores kommune til noget specielt. Den DNA som jeg selv har sat så stor pris på. En velfungerende kommune midt i naturen. Skaber vi grundlaget for det gode familieliv, så skal folk nok flytte hertil.

Hvad er det første, du vil gå i gang med, hvis du bliver valgt?
Den sidste byrådsperiode er det ikke lykkedes at finde en alternativ model til at tildele midler til specialområdet. Det betyder at skoler mister penge ved at sende specialelever til andre skoler og endnu dyrere ud af kommunen. Det skal der styr på. Disse elever er vores svageste og de har brug for at systemet spiller dem gode.
Det faglige niveau skal tilbage på dagsordenen. Skuden skal vendes, så eleverne får en grundig folkeskoleuddannelse der former dem til livet og videre uddannelse. Der er for mange elever, der kommer ud med dårlige færdigheder. Det skal der laves om på.
Som beboer på Nørreskov bakke mærker jeg dagligt den stigende trafik. Jeg vil tage initiativet til vi får bygget en ny indfaldsvej der forbinder Høje Kejlstrupvej med Eriksborgvej. Det vil lede trafikken ud af byen og direkte ned på motorvejen.
Men der er mange ting, jeg finder trænger til et eftersyn.

Hvad er dine fritidsinteresser?
Jeg går meget op i min have og bruger en del tid på at sætte løg og grøntsager. Det bedste er jo at høste afgrøderne bagefter. Jeg har dyrket en del sport tidligere, men nu er det som om de fyldte chokolader optager mere af min bevidsthed. Så har jeg jo fire børn og et hus der skal ordnes. Jeg er ikke typen der henslænger på sofaen. Der skal helst ske noget og jeg har gerne et projekt eller to i støbeskeen. Jeg har brugt syv år på at skrive en skønlitterær bog, som jeg så nu kæmper med at få udgivet. Men det har været en fantastisk kreativ proces, som jeg bestemt ikke er træt af. Så mine interesser er brede og kendetegnet ved en nysgerrighed og virkelyst.

Eventuelle politiske holdninger og meninger i dette portræt tilhører kandidaten og er derfor ikke et udtryk for redaktionens holdning og mening
Kilde: Thomas Sørensen

Seneste på facebook