Tobias Demuth fra Silkeborg cykler Tour de France-bjerge og gør en forskel!

Tobias deltager på Cykelnerven, Scleroseforeningens velgørenhedscykelløb, hvor han skal cykle på selvsamme asfalt, som de professionelle Tour de France-ryttere også skal. Faktisk blot få uger før, at Tour-feltet kører samme hårnålesving samt op- og nedkørsler. Foto: Privat
dato

Tobias Demuth fra Silkeborg har givet sig selv den ultimative udfordring: nemlig at cykle de afgørende Tour de France-bjerge

Hårnålesving efter hårnålesving. Stigning efter stigning. Dét er på menuen, når Danmarks hårdeste velgørenhedscykelløb, Cykelnerven, løber af stablen i de franske Tour de France-bjerge få uger inden verdens største cykelløb.

For en vigtig sag og et unikt fællesskab, der gør de fire cykeldage til en oplevelse i særklasse – og netop den vigtige sag og de helt unikke cykeldage er, hvad Tobias Demuth fra Silkeborg udfordrer sig selv med, når han til juni cykler med på Cykelnerven 2024.

Cykelnerven kæmper sig igennem de franske Tour de France-bjerge intet mindre end to uger før, de professionelle cykelryttere stiller til start i årets Tour de France. 500 Cykelnerven-ryttere skal her prøve kræfter med mestrenes asfalt, mens de sidste forberedelser til verdens største og mest legendariske cykelløb finder sted.

En af de 500 ryttere er Tobias Demuth fra Silkeborg.

Men Cykelnerven er også Scleroseforeningens flagskibsevent, der nu har eksisteret i mere end 10 år for at samle livsvigtige midler ind til forskningen i sclerose. Og den indsamling er en, som den lokale ildsjæl Tobias Demuth fra Silkeborg er en vigtig del af. Og hvorfor er han egentlig det?

- Jeg har været førstehåndsvidne til, hvad sclerose kan gøre ved mennesker, da min far og flere andre i min familie lever med sygdommen. Jeg håber og tror inderligt på, at med bedre viden og en større værktøjskasse, så kan vi, om ikke nedbringe antallet, så sørge for at dem med sygdommen, kommer til at leve deres bedste liv. Det fortjener alle at have forudsætningerne for.

Etape 4, 19 og 20 af Tour de France
I 2024 cykler Cykelnervens rytterne bjerge som Cime de la Bonette, Col de la Couilole og sidst, men ikke mindst, fortryllende Galibier, når de prøver kræfter med bjergene fra etape 4, 19 og 20 af årets Tour de France. Det er blot tre ganske særlige Tour de France-bjerge ud af en alenlang liste, som årets ryttere skal kæmpe sig igennem på fire dage i sadlen. 

Fire cykeldage, hvor alle ryttere efterfølgende kan sidde hjemme i sofaen og tænke tilbage på, hvordan det var at cykle lige præcis dét hårnålesving, endelig at nå toppen af dét bjerg og ikke mindst, hvorfor det var okay selv at være maks. presset, når selv Pogačar kan blive presset op ad dén stigning.

- Jeg ser enormt meget frem til at skulle cykle Tour de France-bjerge, og jeg kunne ikke ønske mig mere end at få lov til at dele den oplevelse med andre ambitiøse mennesker, der også brænder for at gøre en forskel for folk med sclerose.

At en af Cykelnervens ambassadører, der er med til at planlægge årets rute og selv cykler med hvert år, er Danmarks skarpeste Tour de France-ekspert, er heller ingen tilfældighed. Nemlig Dennis Ritter.

Krævende udfordring – på den flinke måde
For Danmarks Tour de France-ekspert er der ingen tvivl. Cykelnerven er og kan noget ganske, ganske særligt.

- Den nære sammenhæng med Tour de France giver Cykelnerven noget unikt og enestående, og det er også derfor, det er en stor ære for sådan en som mig, der har beskæftiget sig med Tour’en på nærmeste hold i 23 år, at være ambassadør på Cykelnerven, siger han og fremhæver, at Cykelnerven er en hård, fysisk krævende udfordring – på den flinke måde:

- Måske er Cykelnerven klassens frække dreng, men på den flinke måde. Den er måske fræk, fordi den ikke er nem at gennemføre. Det er fysiske udfordringer fra øverste hylde, for ambitionerne er altid store. Uanset hvilken rute og hvilke bjerge, Tour de France-ledelsen vælger, tager vi altid udfordringen op.

Ritter og resten af Cykelnervens cykelentusiaster tager ikke kun kampen op mod de mange højdemeter for den exceptionelle oplevelses skyld. For dem alle er det både en personlig udfordring på viljestyrke og udholdenhed, men også et vigtigt bidrag i kampen mod sclerose.

Hvad er Cykelnerven?
Cykelnerven er Danmarks hårdeste velgørenhedsevent, der siden 2014 har samlet hundredvis af frivillige cykelentusiaster om ét fælles mål: at samle penge ind i kampen for en verden uden sclerose. I 2024 drager Cykelnerven for 11. år i træk afsted mod Frankrig, hvor rytterne ufortrødent vil kæmpe sig op ad de stejle stigninger.

Rytterne fordeler sig på to ture; 250 ryttere er afsted fra den 11. juni til den 16. juni, mens 250 ryttere ligeledes er afsted fra den 18. juni til den 23. juni. Af ren og skær kapacitets- og sikkerhedsmæssige årsager er rytterne afsted af to omgange, i stedet for et stort.

Cykelnervens ryttere er inddelt i lokale hold samt virksomhedsteams, der sikrer, at hele Danmark er repræsenteret.

Inden for de seneste 20 år er antallet af danskere med sclerose fordoblet, og i dag lever 18.616 danskere med den uhelbredelige sygdom, der oftest rammer unge mennesker i alderen 20-40 år. Cykelnervens fornemmeste opgave er at samle midler ind, der kan være med til at stoppe denne negative udvikling og samtidig kæmpe for, at mennesker med sclerose får et bedre liv med sygdommen. 

I den kamp gør hver enkel rytter på Cykelnerven en vigtig forskel – en kamp, Tobias Demuth fra Silkeborg, er med til at kæmpe.

Kilde: Cykelnerven
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.

Seneste på facebook