Young Boys FD gæstede lørdag Lyseng Idrætspark, da de skulle møde IF Lyseng. Trods en ihærdig indsats for at hive sejren i land, og et flot comeback, så måtte Young Boys tage til takke med en uafgjort.
Efter en mindre god første halvleg og et flot comeback endte kampen med et 2-2-resultat. Hermed kan Young Boys FD kan tage et enkelt point med hjem i bagagen. Anders Frost kommer med sin reaktion på kampen:
“Det er med ambivalente følelser, at vi ser tilbage på kampen. Selvfølgelig er det dejligt at vende 0-2 til 2-2, men vi føler faktisk, at vi skulle have vundet kampen.”
Trods resultatet, mener Frost alligevel, at visse dele af kampen fortjener ros:
“I anden halvleg får vi indstillet holdet bedre, og vi begynder at dominere kampen på den måde, som vi gerne vil spille fodbold på. Derudover har vi stor gavn af, at vi kan skifte gode spillere ind, som er med til at vende kampen.”
Anders Frost uddyber, for særligt én spiller var med til at ændre kampbilledet:
“Thomas Bejder kommer ind i anden halvleg og er med til at vende kampen for os. Kantspilleren var en konstant trussel med sine gennembrud, og ender også med at få tilkæmpet sig det straffespark, som giver os 2-2 målet.”
Næste gang er det Vanløse, der besøger Young Boys FD på JYSK Park (kunstgræs). Der er kampstart klokken 14:00 lørdag den 24. september.
Kampens resultat:
2-2
Række: 3. Division Grundspil 2022/23
40' | 1-0 | Anders Fæster |
60' | 2-0 | Thomas Lauritsen |
69' | 2-1 | Stefan Stojilkovic |
83' | 2-2 | Henrik Hykkelbjerg |