Efter 2,5 år som Chief Experience Officer (CXO) overtager 41-årige Sara Green nu det øverste ansvar i PicoPublish som adm. direktør. Stafetten tildeles hun af Per Groth, der grundlagde IT-konsulenthuset i 2009.
Siden Sara Green kom til PicoPublish i marts 2021, har virksomheden været i rivende udvikling. Nu avancerer hun fra Chief Experience Officer (CXO) til administrerende direktør og overtager dermed rollen fra stifter Per Groth, der fortsætter i virksomheden som kommerciel direktør.
Sara Greens udnævnelse afspejler PicoPublish's omfattende udviklingsindsats, som hun har været en central del af siden sin tiltrædelse, og som har været afgørende for virksomhedens imponerende vækst fra 16 til mere end 50 medarbejdere. Nu glæder hun sig til at udvikle konsulenthuset yderligere i tæt parløb med den afgående direktør.
”Vi er lykkedes med at tage PicoPublish til et nyt niveau med større kunder, flere komplekse opgaver og med endnu flere dygtige medarbejdere ombord. Med stor opbakning fra Per har jeg stået i spidsen for mange af de processer, der er sat i gang for at styrke vores samarbejde internt og leverancerne til kunderne. Jeg er utrolig glad for og stolt over, at jeg fremover skal stå i spidsen for en virksomhed, der råder over så mange dygtige mennesker og samtidig skaber værdifulde resultater,” siger Sara Green.
Den markante udvikling som PicoPublish har gennemgået betyder, at virksomheden forventer endnu et år med ekstraordinær vækst på over 30% i omsætning. Det er til trods for, at virksomheden, de sidste to år, ikke har opsat nogen strategiske målsætninger for de økonomiske resultater, men i stedet har fokuseret på kunde- og medarbejdertilfredshed.
”Jeg har altid arbejdet ud fra visionen om at gøre PicoPublish til et af de bedste konsulenthuse i branchen. En virksomhed med stærke værdier, der vil yde en ærlig rådgivning og leverancer på øverste hylde til gavn for vores kunder. Kan vi indfri det, kommer resultaterne også,” siger Sara Green.
Den strategiske retning deles af Per Groth, der glæder sig over at overlade det øverste ansvar til Sara Green.
”Det er med stor glæde og tillid, at jeg overdrager roret til Sara. Hendes engagement, vision og faglighed har været afgørende for vores vækst, og jeg er sikker på, at hun i spidsen for virksomheden vil fortsætte med at skabe markante resultater."
Sara Green tiltræder formelt i rollen som administrerende direktør den 1. november 2023.
Om PicoPublish
PicoPublish er et IT-konsulenthus med ca. 50 medarbejdere, der leverer digitale løsninger baseret på komplekse data i tæt samarbejde med kunderne. Virksomheden yder rådgivning igennem hele digitaliseringsprocessen og er specialister i product information management (PIM), digitale strategier, e-commerce, it-arkitektur og brugervenligt design. PicoPublish blev stiftet i 2009 af iværksætter Per Groth og har base i Silkeborg. I virksomhedens bestyrelse sidder blandt andre Aarhus-erhvervsmanden Mads Kivi Jensen og formand Majken Pape.
Sara Green
Uddannet i Nordisk sprog og litteratur samt Informationsvidenskab fra Aarhus Universitet. Hun blev færdig 2007, og erhvervskarrieren startede i Salling Groups reklameafdeling efterfulgt af en årrække i den digitale bureauverden i København og Aarhus. Hun skiftede i marts 2021 til PicoPublish fra det internationale, digitale bureau AKQAs kontor i Aarhus. Privat bor hun i Gødvad i Silkeborg med sin mand og to sønner på 10 og 13 år.