Signe Haahr Lindegaard stiller op for Enhedslisten til KV21

Signe Haahr Lindegaard stiller op for Enhedslisten til kommunalvalget i Silkeborg Kommune.
Profilbillede
dato

Blå bog
31-årige Signe Haahr Lindegaard stiller op for Enhedslisten til kommunalvalget i Silkeborg Kommune. 

Hvor længe har du boet i kommunen, og hvor bor du?
Jeg bor i Resenbro sammen med min mand og vores tre børn. Vi flyttede hertil fra Aarhus i foråret 2017.

Hvad betyder din opstillingskommune for dig?
"Jeg er født og opvokset i Silkeborg, men jeg var væk en årrække for at studere, og derfor har byen og kommunen altid haft en helt særlig plads i mit hjerte.

Jeg har altid tænkt, at jeg ville tilbage til Silkeborg, når jeg blev voksen, fordi her i min optik var perfekt at være som børnefamilie - med masser af skøn natur og plads og gode vilkår - og det mener jeg til dels stadig. Pånær det med de gode vilkår, for at se sin fødeby med voksne øjne og se, hvordan kernevelfærden halter efter, og hvordan vi ligger i bunden på landsplan, når det kommer til normeringer i daginstitutionerne og vilkårene i skolerne, det gjorde ondt."

Hvorfor stiller du op til kommunalvalg 2021?
"Jeg synes, at kommunen med Steen Vindum i spidsen har valgt den forkerte vej de seneste to byrådsperioder. Der er blevet skåret ned på kernevelfærd hos både små og ældre borgere, der bliver bygget uden at tage hensyn til kapacitet, natur eller bæredygtighed, for så længe det er væk, er alt godt, lyder devisen. Og den er jeg ikke enig i. Derfor stiller jeg op. For at trække i modsat retning. For at være med til at genetablere de områder, som alt for længe har haltet bagefter, og for at mane til ro, når det kommer til de vilde vækstambitioner."

Hvad er dine politiske mærkesager?
"Som mor til tre børn i alderen 1 til 6 år, er det primært børnepolitikken, der er mit primært fokus. Nærmere bestemt vilkårerne i daginstitutionerne og skolerne.

Det kræver nok voksne at skabe rammerne for et godt børneliv. De senere år er normeringerne blevet bedre i Silkeborg Kommunes daginstitutioner. Det er et skridt i den rigtige retning, efter at vi i mange år har ligget i bunden på landsplan, men der er stadig lang vej igen. Sammen med forældre og pædagogisk personale i daginstitutionerne vil jeg derfor arbejde for, at normeringerne skal skyde i vejret. Vi skal sætte barren højere!

Et godt børneliv handler ikke kun om antallet af voksne, men også af de rammer, børnene befinder sig i. Alt for længe har vi i Silkeborg Kommune været på bagkant med lokale pladser til de mindste børn, og vi ser det nu også brede sig til børnehaver og skoler. 

Vi skal på forkant med den lokale kapacitet, men samtidig må vi ikke vælge kvantitet frem for kvalitet. Derfor skal vi prioritere gode og inspirerende byggerier, ligesom nye institutioner i Silkeborg Kommune maksimalt skal have plads til 100 børn. Det giver grobund for det bedste miljø for børnene og det bedste arbejdsmiljø for personalet, viser forskningen.

Også i skoleklasserne skal vi have sænket loftet for, hvor mange børn der skal stuves sammen. Jeg vil derfor arbejde for at få sænket klassekvotienten fra 28 til 24, ligesom jeg vil have flere voksne i hver klasse."

Hvad er det første, du vil gå i gang med, hvis du bliver valgt?
"Jeg vil arbejde for, at vi får gennemsigtighed på daginstitutionsområdet, så vi ved, hvad den faktiske normering ude i de forskellige institutioner er.

Den statslige aftale om minimumsnormeringer stiller nemlig som krav, at der skal være 1 voksen til 3 børn i vuggestuerne og 1 voksen til 6 børn i børnehaverne. Det bakker jeg fuldt op om. 

Problemet er, at normeringer ikke bare er normeringer. Der er nemlig stor forskel på den måde, man i dag udregner normeringerne på, og den normering, børnene ude på stuerne oplever. Papirs-normeringerne, som i dag bruges, er udregnet som et gennemsnit for hele kommunen, samtidig med at ledere, administrativt/praktisk personale, ferie, sygemeldte medarbejdere, personale på kursus mv. er inkluderet. Samtidig er pædagoger ansat af en statslig pulje til sociale normeringer talt med i opgørelsen for Silkeborg, selvom de bør ligge udover.

Derfor vil jeg arbejde benhårdt for reelle normeringer i børnehøjde.

Når jeg siger en voksen til tre børn for de mindste i dagpleje og vuggestue, og en voksen til seks børn i børnehaverne, tager jeg afsæt i, hvordan situationen er ude lokalt i institutionerne, både midt på dagen og i ydertimerne. De reelle normeringer skal opgøres som den tid, pædagogisk personale faktisk er sammen med børnene på den enkelte institution."

Hvad er dine fritidsinteresser?
"Med tre små børn er der ikke meget fritid i mit liv lige p.t. - udover at lægge puslespil, lave kastanjedyr, bygge med lego, tage på biblioteket og legepladsen og alt det, som børn på den alder gerne vil. Men når der er er ro om aftenen, strikker jeg, og jeg har altid mit strikketøj med i tasken - det fungerer som en form for mindfulness for mig. Derudover vinterbader jeg, når jeg kan komme af sted med det."

Eventuelle politiske holdninger og meninger i dette portræt tilhører kandidaten og er derfor ikke et udtryk for redaktionens holdning og mening
Kilde: Signe Haahr Lindegaard

Seneste på facebook